Mig og min cykel

Onsdag den 24. marts 2004

Vågner ved endnu et raketangreb på Den Grønne Zone.

I det sydlige Irak er det unge shiamuslimske brushoved Moqtada al-Sadrs Mahdi-milits begyndt at røre på sig.

Min søster fylder fyrre, og jeg ringer og ønsker tillykke. Her sidder jeg i Irak langt fra min familie, og i Danmark sidder hundredvis af irakere langt fra deres familier.

469 har søgt om støtte til at komme hjem, men foreløbig har kun 229 fået mulighed for at vende tilbage. Mere end halvdelen sidder således fortsat og venter.

Cykelhandleren er ved at tabe næse og mund, da Rui, Oday og jeg invaderer hans cykelforretning med vores medbragte sværtbevæbnede danske elitesoldater for at afhente en klassisk indisk herrecykel med dobbelt tværstang, bagagebærer, blanke fælge og ringeklokke.

Med vagtsomme øjne, øresnegle, faste greb om automatvåbnene og intern radiokommunikation bliver operationen afviklet hurtigt og med militær præcision.

Ind og ud. Jeg ville gerne være blevet lidt længere og have tjekket om det flade dæk nu også kunne holde luft. Men vi vækker opsigt, og soldaterne vil gerne af sted igen hurtigt. Det er fair nok.

I Udenrigsministeriets udsendelsesskrivelse oplyses det, at sikkerhedskravene i Bagdad/Irak udelukker anskaffelse og kørsel i egen bil.

Jeg vil derfor skulle benytte de transportmidler, som repræsentationskontoret (pt. kontorets egen pansrede bil) og CPA råder over. Herudover stiller Forsvaret et pansret eskortekøretøj til rådighed.

Der bliver gjort opmærksom på, at der af sikkerhedsmæssige grunde altid skal køres med mindst to pansrede køretøjer, når man færdes uden for Den Grønne Zone.

En ting er Udenrigsministeriets udsendelsesskrivelse. Noget andet er virkeligheden i Bagdad.

Jeg har ikke fået egen transport. Her er ikke køretøjer nok. Jeg har nogle gange fået et lift med Lars, når han skulle på arbejde, jeg har lånt den pansrede bil af portugiserne, når de ikke skulle bruge den. Andre gange har jeg snakket mig til at låne en upansret bil af amerikanerne, så jeg kunne komme frem og tilbage til arbejdet.

Når ingen af disse muligheder har været til stede, er jeg gået frem og tilbage. Det er ikke særlig sikkert, og jeg må heller ikke, men uden transportmiddel har jeg ikke noget alternativ.

Det er hensigten, at der skal købes endnu en bil til repræsentationen. Jeg har spurgt et par gange, men der sker ikke rigtig noget i sagen, og jeg er derfor uden transportmulighed. Jeg beslutter mig derfor for at anskaffe mig en cykel til kørsel i Den Grønne Zone.

Selv om Irak allerede har oplevet sine første selvmordscykelbomber, er cyklen stadig et symbol på gode hensigter, miljørigtig transport og hygge med sine signaler om hverdag og bevægelsesfrihed. Børns og flinke menneskers fredsommelige måde at transportere sig på.

En cykeltur efter arbejdstid i skumringen langs Tigris ville også være en direkte linje til normaliteten. Og hvad ville være mere adspredende for tankerne end et overskueligt projekt som at stå at nørkle med sin cykel? Smøre kæden, stramme skruerne og pumpe dækkene? Cyklen repræsenterer det almindelige, det overskuelige og en normalitet, der ikke findes i Irak.

Den vil være et festligt indslag i en trafik af kampvogne, pansrede køretøjer, store firehjulstrækkere, osende lastbiler, dyttende bilvrag og den vognpark af brugte biler, der efter invasionen er hentet til Bagdad fra Tyskland. Komplette med et sort D på et ovalt, hvidt klistermærke. Cyklen ville være et udtryk for menneskelighed i en ellers absurd og voldelig hverdag.

Tre pansrede biler, en mørk upansret BMW, en portugisisk, en irakisk chauffør og to danske chauffører, en diplomat iført skudsikker vest, en flok sværtbevæbnede danske elitesoldater, en iraker, der fungerer som tolk og vejviser, og 60 dollars og mig. Det er ingredienserne i et cykelindkøb i Bagdad.

Oday, der arbejder i Flygtningeministeriet, Rui og jeg har dagen forinden været ude i Rød Zone for at kikke på cykler. Herude lever irakerne videre på trods af vold og bilbomber. Der ligger flere cykelforretninger i nærheden af hinanden, og på fortovet foran de øvrige butikker bugner det med køleskabe, tv-apparater og satellitmodtagere.

Vi skjuler bilen i en smøge og oser lidt hos de lokale cykelhandlere, før jeg finder den helt rigtige cykel. Den står i en række med mountainbikes. En flot, sort herrecykel af den slags, irakerne selv kører på. Det vil sige de få irakere, der tør vove sig ud i trafikken på cykel.

Tænk, hvis irakerne kom ud af deres biler og benyttede cykler i stedet. Byen ville blive helt anderledes, og folk ville velsagtens komme ligeså hurtigt eller hurtigere frem. 60 dollars står der på prisskiltet. Rui mener jeg bør prutte om prisen.

Jeg synes, at cirka 350 kroner for en cykel er et godt tilbud. Men for Ruis skyld giver jeg mig til at forhandle om prisen. Jeg byder 50 dollars. Cykelhandleren siger 59. Jeg gider ikke argumentere med manden for til sidst at have sparet cirka 35 kroner, og siger o.k. Rui synes, jeg er helt håbløs og kommer sig aldrig over mine manglende forhandlingsevner.

Cyklen er for stor til, at vi kan få den ind i Cherokeen. Vi fortæller cykelhandleren, at vi kommer forbi og henter den på et senere tidspunkt. Han skal ikke vide hvornår, og der må heller ikke gå for lang tid, så et angreb kan forberedes.

Torben er på orlov, og livvagterne lader sig overtale til, at vi dagen efter tager ud i Rød Zone i deres store biler for at hente cyklen. De medbringer Stig, som jo nu er VIP, og derfor i øjeblikket konstant skal være omgivet af livvagter.

Når Torben kommer tilbage, må Stig klare sig uden. Så er han ifølge bogen ikke længere VIP, men blot Stig. Jeg koordinerer med Oday fra Flygtningeministeriet. Han vil låne sin brors BMW og vise vej og agere tolk.

Soldaterne skynder på mig i cykelbutikken. Jeg betaler cykelhandleren 60 dollars. Nu da dalerne ruller, lader jeg ham beholde den sidste dollar. Så har jeg også kompenseret ham for chokket over at se sin forretning invaderet af svært bevæbnede soldater, og de problemer han måske efterfølgende løber ind i for at have solgt rullende materiel til besættelsesmagten.

Ingen kunne forholde sig til mine klager over manglende transport. Det var jo mit problem. Men handling taler stærkere end ord. Med mit cykelindkøb er det pludselig nemmere at danne sig et billede af mit transportproblem.

Jeg nævner mit cykelindkøb i min næste indberetning. Forestillingen om Claus Gade Sørensen i nålestribet jakkesæt og skudsikker vest på indisk herrecykel med sin attachetaske på bagagebæreren i Bagdad får alligevel en klokke til at ringe et eller andet sted: Jeg får forbud mod at anvende min cykel.

Men en af de udsendte danske soldater kører mig fremover på arbejde hver morgen i en pansret bil. Jeg bliver hentet igen efter arbejdstid. Hvis jeg altså kan komme igennem på telefonen, eller de ikke glemmer mig. Ellers går jeg. Jeg skal jo hjem.

Min cykel udfordrer også logikken i reglerne for min bevægelsesfrihed. Jeg må godt løbe langs Tigris. Det gør både jeg selv og livvagterne. Så vil jeg jo mene, at det kan komme ud på et, om jeg cykler eller løber.

Men forbudet mod cykelture gælder også langs floden. Jeg forstår ikke logikken, men den slags er ikke til diskussion. Vil man motionere på cykel, har vi en spinningcykel. Det er den, livvagterne bruger. Så cykelturene i aftenskumringen bliver heller ikke til noget.

Men jeg hygger mig med at holde min cykel køreklar. Indimellem tager jeg en cykeltur omkring swimmingpoolen, mens de undrende irakiske vagter smilende ser til.

Når vi har gæster, ynder jeg at vise min cykel frem og omtaler den som ambassadecyklen. Den tjener et godt formål som "conversation piece", konversationsstykke. Noget at snakke om. Især hollænderne er vilde med den.

De har selv to ambassadecykler. De hollandske livvagter kan også sagtens se ideen i, at det er godt at have en cykel i reserve, hvis man ikke har adgang til bil. Store avancerede pansrede biler kan gå i stykker, løbe tør for benzin og punktere.

De er også oplagte og genkendelige mål. Men hvem vil i nødstilfældet, hvor der ikke er biler til rådighed, lægge mærke til en indhyllet mand på vej til lufthavnen på cykel. Ingen terrorist kan vel forestille sig, at her kommer en repræsentant på for besættelsesmagten på cykel. Og punkterer den kan man køre videre på fælgene.

Måske skulle man som næste projekt udstyre den med røgbomber, som dem, der sidder på militærkøretøjer? Bliver man angrebet, fyrer man bomberne af og kan skjule sig inde i røgen.

Jeg er så glad for min cykel.

I Justitsministeriet

Søndag den 29. august 2004

En dansk officer og danske soldater er under anklage for at have behandlet irakiske fanger dårligt. Irakerne er blevet anbragt i stressende stillinger, der er blevet talt ydmygende til dem, og de er blevet nægtet adgang til vand og tæpper og til at forrette deres nødtørft.

Sagen raser i danske medier og finder også vej til irakiske aviser. De lokale irakere, jeg har spurgt, har ikke været synderligt ophidsede over sagen. Blandt mine udenlandske kollegaer i CPA'en var der en lettere undren over, hvad sagen egentlig gik ud på, da der tilsyneladende ikke var nogen, der var blevet slået eller tortureret.

Danske soldater har for nylig i et irakisk fængsel set nogle fanger, der fortæller, at de er blevet hårdhændet behandlet og slået af deres irakiske fangevogtere.

Generelt skal der ikke herske tvivl om, at Danmark og det danske forsvar tager afstand fra anvendelsen af tortur - især ikke efter hændelserne i den danske militærlejr. Ambassaden bliver bedt om at aflevere en note til de irakiske myndigheder om observationen og gøre opmærksom på den danske utilfredshed.

Vores livvagter har rekognosceret på ruten til Justitsministeriet, og vi gør klar til afgang. Som det er standard, spænder vi den skudsikre vest over habit og slips og begiver os på vej mod det irakiske justitsministerium.

Vi skal overrække noten til den irakiske vicejustitsminister og gøre opmærksom på, at Danmark er foruroliget over forholdene for fangerne i de irakiske fængsler og tager afstand fra anvendelsen af tortur. Jeg vil benytte lejligheden til at få afklaret Justitsministeriets holdninger til tilbagesendelser. Herudover vil jeg indhente oplysninger om det irakiske retssystem til brug for afgørelserne i asylsager.

Vi ruller rask af sted, indtil vi nærmer os et kryds. Der har dannet sig en kø, og pludselig sidder vi fast. Det er ikke så godt. Det er svært at se, hvad der foregår længere fremme, men i vores store køretøjer får vi mast os frem. Vi kikker spændt ud ad ruderne for at se, hvad der mon sker. Vi kan se, at to biler er stødt sammen. En irakisk bilist gestikulerer højlydt. Det irakiske politi er nået frem. Så sker det.

På vej til at protestere over politivold i et fængsel i det sydlige Irak, bliver vi pludselig selv vidner til unødig hårdhændet behandling fra det irakiske politis side. Trafiksynderen bliver lagt i håndjern og får nogle ordentlige drag over nakken.

På vej ned mod vejbanen får han et par slag mere. Da han ligger på asfalten, tramper de ham i brystkassen. Så bliver han hevet op i håndjernene, og betjentene slæber af med ham. Når det gælder irakiske myndigheders behandling af arrestanter og fanger, løber der åbenbart gammel strøm i ledningerne. Når der selv på åben gade bliver anvendt vold mod trafiksyndere, er der tale om, at gamle vaner ikke pludselig forsvinder.

Men det irakiske politi er også ekstremt presset og dagligt bliver utallige politifolk ofre for terroristernes dødbringende bomber, overfald, skudattentater og henrettelser. Politiet er også under pres fra den organiserede kriminalitet, der har vokset sig endnu større i lovløsheden efter Saddam Husseins fald. Godt hjulpet på vej af diktatorens beslutning om at tømme de irakiske fængsler for kriminelle månederne inden den amerikansk ledede invasion.

Men lidt har også ret. Således også vores note. Anvendelsen af tortur og politivold kan forklares men ikke retfærdiggøres.

Vi bliver modtaget af en storrygende irakisk vicejustitsminister. Han er en lille tæt fyr i et brunt jakkesæt. Samtalen foregår via tolk. Vi takker for, at han vil modtage os, beretter om vores ærinde og overrækker vores note samt en liste med navnene på de irakiske fanger.

Han kikker på os. "Er der foregået overgreb i fængsler kontrolleret af danske soldater?" Vi forklarer omstændighederne. Det drejer sig om et irakisk fængsel i den britisk kontrollerede zone. Danske soldater har været i det irakiske fængsel. Han spørger, hvad de danske soldater lavede i det irakiske fængsel? Var det netop ikke et irakisk fængsel?

Hvorfor går de danske soldater ind og inspicerer i et irakisk fængsel? Vi oplyser, at vi ikke kender de nærmere omstændigheder, men at Danmark tager afstand fra anvendelsen af tortur. Den irakiske vicejustitsminister kikker på os, trækker på skuldrene og slår ud med armene. Han tænder endnu en cigaret og forklarer, at der er tusindvis af den slags tilfælde. Irakere, der slår irakere, amerikanere der slår irakere, englændere der slår irakere.

Irak er midt i en gigantisk omstillingsproces. Det er beklageligt, at det sker. Man vil gøre, hvad man kan for at bekæmpe det. Men det vil tage tid, før tilstandene har ændret sig så meget, at det ikke længere forekommer.

Hans holdning til hjemsendelse af afviste irakiske asylansøgere er den samme som alle andre steder. Danmark må udvise tålmodighed. Irak har ikke kapacitet til at tage imod irakiske statsborgere, der ikke ønsker at vende tilbage frivilligt.

Jeg spørger til retssystemet. Han oplyser, at der er gratis adgang til at lægge sag an ved domstolene. Der har været lov og orden i Kurdistan siden afslutningen på kurdernes indbyrdes fjendtligheder i 1996.

Forholdene er nu også ved at blive bedre i det centrale og sydlige Irak. Jeg spørger til klanernes rolle i forbindelse med afgørelsen af tvister. Han fortæller, at det er mere udbredt i det sydlige Irak end i andre dele af Irak. Han betragter det som uciviliseret og middelalderligt, men anerkender pragmatisk, at det er en realitet.

Vi kører tilbage til ambassaden gennem Den Røde Zone.

Livvagterne er årvågne hele vejen, men da vi er kommet i sikkerhed i Den Internationale Zone sænkes niveauet. Det lykkes i hvert fald vores chauffør at overse en spærring med partisansøm, som han triller hen over med to punkterede dæk til følge.

Han får en del røg, og før vi indstiller vores drillerier, må han love torsdagsøl i baren hos minerydningsfirmaet, der ligger ved siden af ambassaden. Et autentisk sted med maskingeværer, raketkastere og miner hængende på væggen og whisky og kroatisk blommesprut i baren.

Da vi forlader bilerne, spørger livvagternes leder, om mødet var nyttigt. Han tænker vel på nytten i, at vi udsætter os for en stor risiko i forhold til udbyttet af turen. Jeg svarer, at det var et nyttigt møde.